Hvad inspirerede dig til at skrive “Manolo – Det magiske sværd?”

“Hvad inspirerede dig til at skrive børnebogen Manolo – Det magiske sværd?” er et spørgsmål, jeg ofte er blevet stillet af både børn og voksne, og det er så dejligt at se udtrykket i børnenes øjne, når jeg fortæller, hvad jeg “så” den pågældende aften, som inspirerede mig til at skrive bogen:

Det var ferietid, og min familie og jeg befandt os på de Kanariske øer. Området, vi boede i, lå fredfyldt hen den pågældende aften, og balkonen indbød til, at man satte sig og nød stilheden og den lune aftenluft.

Min ældste søn og jeg satte os udenfor. Bygningen, vi befandt os i, var malet i brændte, gule farver, og der var én balkon under os og oven over os kun det flade tag. Der var nabobygninger af samme udseende, og hele konstellationen formede sig som bogstavet ‘L’.

Vi lod blikket fare omkring, og det faldt samtidig på de to bygninger, der gik på tværs af vores. Idet vi kiggede op mod det flade tag, begyndte vi at fantasere om, at vi kunne se en dreng, der kom løbende hen over taget med vagter i hælende. Det var ikke hvilke som helst vagter, der var efter ham. Nej, det var sultanens vagter, og de havde sabler med, og var ved at falde over deres egne lange snabelsko.

Drengen, som vi hurtigt navngav Manolo, brugte magi for at komme fra det ene tag til det andet, og vi forestillede os, at han gik på en lysstråle. Tankerne løb løbsk for os begge, som vi sad der og hyggede os med historien, som udspillede sig for vores indre blik. Vi var tæt på at kunne høre råbene og se lyset stråle i mørket oppe fra taget.

At Manolo så ville noget andet end at løbe rundt på et tag, da eventyret skulle skrives, er en anden historie, for som vi ved, så får personerne ofte deres eget liv. Men, inspiration, personer og tanker blev skabt den aften. En aften, som var fyldt med magi.

Da vi kom fra ferien, satte jeg mig fluks ved computeren, godt ansporet af min ældste søn, der hver dag ville høre det, jeg havde fået skrevet, og vi glædede os over vores herlige samtaler om de forskellige personer, der optræder i bogen. En bog, som begge mine drenge glædede sig meget til at stå med i hånden, og jeg håber, at den vil bringe lige så megen glæde for jeres børn, som den har gjort for mine.

Eventyret har sat sig så dybt et spor i os, så alle æsler, vi måtte støde på, automatisk får navnet ‘Burro’, og Manolo er næsten blevet en del af vores familie, så hvis vi støder på navnet et sted, så taler vi om “Manolo – Det magiske sværd.”

Her nogle skønne fotos af nogle vilde æsler, som vi stødte på under en ferie i USA i år. De kom naturligvis også til at hedde ‘Burro’ 🙂

Eventyrlige hilsener
Malene Rossau 🙂