En uge med vikinger og fantastisk natur

Selvom regnen har silet ned en stor del af ugen, så har solen skinnet på mine skriverier, for ordene har lykkeligvis haft let ved at regne ned på papiret denne uge.  Det er ikke altid, jeg kan sige sådan, så det er ekstra dejligt med en skriveuge, hvor ordene lettere finder vejen til papiret.

Midt på ugen kunne jeg også fejre bogprojekts-jubilæum, eftersom den kommende biografi nu tæller 25.000 ord. Ord, sætninger, afsnit, kapitler som alle har Lakota Sioux-indianer Hakikta Najin Jordan som omdrejningspunkt. 

  • Hvorfor kom ‘vikinger’ til at spille en rolle i Hakiktas liv?
  • Hvad betyder det, når noget er ‘wakan’?
  • Hvilken betydning har ‘håret’ for en nordamerikansk indianer?
  • … og hvad er sammenhængen mellem Hakikta og området ‘Red Shirt Table’ i nationalparken Badlands i Pine Ridge Reservatet, som jeg har indsat et foto af herunder?

Dette er nogle af spørgsmålene, som du vil kunne finde svar på i den kommende biografi, og som blot er nogle få ud af de mange spændende emner, som jeg arbejder med i mit bogprojekt.

Denne uge har også budt på nogle timers spændende samtale med Hakiktas enke, hvor jeg har fået en masse ny information, som jeg er i gang med at viderebehandle, men hvor jeg også har fået svar på nogle af de spørgsmål, som er opstået over den forgangne periode.

Hvis du ikke har hørt om mit igangværende bogprojekt før, og er nysgerrig på at vide mere, så klik her 

 

Mit bogprojekt blev omtalt i Dansk-indiansk Forenings seneste udgave af deres medlemsblad “Hau Kola”. Vil du læse omtalen, eller vide mere om Dansk-indiansk Forening, så klik her