En uge med vikinger og fantastisk natur

Selvom regnen har silet ned en stor del af ugen, så har solen skinnet på mine skriverier, for ordene har lykkeligvis haft let ved at regne ned på papiret denne uge.  Det er ikke altid, jeg kan sige sådan, så det er ekstra dejligt med en skriveuge, hvor ordene lettere finder vejen til papiret.

Midt på ugen kunne jeg også fejre bogprojekts-jubilæum, eftersom den kommende biografi nu tæller 25.000 ord. Ord, sætninger, afsnit, kapitler som alle har Lakota Sioux-indianer Hakikta Najin Jordan som omdrejningspunkt. 

  • Hvorfor kom ‘vikinger’ til at spille en rolle i Hakiktas liv?
  • Hvad betyder det, når noget er ‘wakan’?
  • Hvilken betydning har ‘håret’ for en nordamerikansk indianer?
  • … og hvad er sammenhængen mellem Hakikta og området ‘Red Shirt Table’ i nationalparken Badlands i Pine Ridge Reservatet, som jeg har indsat et foto af herunder?

Dette er nogle af spørgsmålene, som du vil kunne finde svar på i den kommende biografiske roman, og som blot er nogle få ud af de mange spændende emner, som jeg arbejder med i mit bogprojekt.

Denne uge har også budt på nogle timers spændende samtale med Hakiktas enke, hvor jeg har fået en masse ny information, som jeg er i gang med at viderebehandle, men hvor jeg også har fået svar på nogle af de spørgsmål, som er opstået over den forgangne periode.

Tak, fordi du læste med! Glade hilsener, Malene Rossau

Hvis du ikke har hørt om mit igangværende bogprojekt før, og er nysgerrig på at vide mere, så klik her 

Mit bogprojekt blev omtalt i Dansk-indiansk Forenings seneste udgave af deres medlemsblad “Hau Kola”. Vil du læse omtalen, eller vide mere om Dansk-indiansk Forening, så klik her 

Bogprojekt: Lakota sioux- indianer Hakikta Najin Jordan

Kære Læser

På vej ind i Pine Ridge-reservatet i South Dakota. Bliver budt velkommen af skiltet “Welcome to Oglala Lakota Nation” I baggrunden anes den lille by ‘Red Shirt’, som ligger i nærheden af det store Badlands-område.

Solen skinner så flot på himlen i dag, og det gjorde den også til fulde på min rejse til South Dakota, som jeg foretog her i juli måned.

En rejse, som bragte mig tæt på de omgivelser, som var hverdag for Hakikta Najin Jordan, men som åbnede op for en hel ny verden for mig og min familie.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i South Dakota og opleve, hvor forskellig naturen er: Fra det skovrige og bakkede “Black Hills” og til de varme kilder, der udspringer i floden, der løber gennem byen Hot Springs, – og slutteligt, til det fantastiske og enorme prærieland, som kan synes at fortsætte uendeligt.

Køreturen gennem Pine Ridge- og Rosebud-reservaterne var ligeledes en kæmpe oplevelse, og det var meget rørende at gå i Hakiktas fodspor for en kort stund og opleve, hvor han har gået i skole, eller har boet engang.

Vi gjorde holdt et sted i reservatet, hvor der tidligere har ligget en trading post (handelsstation), som Hakiktas oldefar har haft tilknytning til. Her mødte vi en indiansk/Native American kvinde, som jeg fik en rigtig god snak med om trading posten og områdets historie.

Under min køretur i South Dakota mødte jeg ham her…(klik på video)

Videoer kan gøre meget, såsom at vise dig brudstykker af naturen og omgivelserne, men totaloplevelsen, herunder duftene, mangler. Lydene af en ørn, der flyver hen over himlen og fylder luften med de næsten skrigende lyde, er en stor oplevelse. 

At høre lyden af en bison, der tramper på en gren, der knækker under dens tunge vægt, er fantastisk. At opleve at bisonen søger at se mig direkte i øjnene på afstand gennem bilruden fyldte mig med stor respekt. Jeg var ikke i tvivl om, at den ville markere, at den godt vidste, at jeg var der. Jeg var ej heller i tvivl om, at her er et mægtigt dyr.

Jeg vil fortælle dig mere om rejsen en anden dag, og for hvad angår mit bogprojekt, går det rigtig godt. Projektet har selvfølgelig ligget stille, mens jeg har været i USA, men mentalt har jeg lagt på hylderne til skrivningen skulle starte op igen efter turen – og min lille notesbog blev også godt fyldt op. En notesbog jeg altid har ved hånden, hvis jeg får en ide, som jeg hurtigt skal have skrevet ned for ikke at glemme ideen, men også en notesbog jeg gør brug af for at skrive korte sætninger, eller beskrivelser af naturen, som jeg vil gemme til senere. Jeg benytter også meget memo-funktionen til dette på min telefon, som også er et godt værktøj, synes jeg. 

Tak fordi du læste med og fortsat dejlig solskinsdag.

Glade hilsener Malene Rossau


Tilmeld dig til statusopdateringer vedr. bogprojektet her og følg bogen på sin rejse:


Lidt om mine andre bøger:

Måske har du/dine stadig lidt af sommerferien tilbage, måske har du en børnefødselsdag, der snart skal afholdes, eller måske er du en klasselærer, der mangler lidt input til en hyggestund i klassens time….

– Ihvertfald vil jeg lige benytte lejligheden til at fortælle, at du kan hente farvelægningsark til børnene på MOTIVATEme BOOKS hjemmeside. Farvelægningsarkene er med motiver fra min børnebog “Solskinslandet” .

Som forfatter af bogen, er et forslag – jeg, naturligt nok, kan anbefale at gøre –  er at læse op af bogen, samtidig med at børnene hygger sig med at farvelægge motiverne. Så de får den fulde oplevelse. 

Du kan hente arkene på forlagets hjemmeside her: www.MOTIVATEme.dk 

God fornøjelse
Malene Rossau

Hvad inspirerede dig til at skrive “Manolo – Det magiske sværd?”

“Hvad inspirerede dig til at skrive børnebogen Manolo – Det magiske sværd?” er et spørgsmål, jeg ofte er blevet stillet af både børn og voksne, og det er så dejligt at se udtrykket i børnenes øjne, når jeg fortæller, hvad jeg “så” den pågældende aften, som inspirerede mig til at skrive bogen:

Det var ferietid, og min familie og jeg befandt os på de Kanariske øer. Området, vi boede i, lå fredfyldt hen den pågældende aften, og balkonen indbød til, at man satte sig og nød stilheden og den lune aftenluft.

Min ældste søn og jeg satte os udenfor. Bygningen, vi befandt os i, var malet i brændte, gule farver, og der var én balkon under os og oven over os kun det flade tag. Der var nabobygninger af samme udseende, og hele konstellationen formede sig som bogstavet ‘L’.

Vi lod blikket fare omkring, og det faldt samtidig på de to bygninger, der gik på tværs af vores. Idet vi kiggede op mod det flade tag, begyndte vi at fantasere om, at vi kunne se en dreng, der kom løbende hen over taget med vagter i hælende. Det var ikke hvilke som helst vagter, der var efter ham. Nej, det var sultanens vagter, og de havde sabler med, og var ved at falde over deres egne lange snabelsko.

Drengen, som vi hurtigt navngav Manolo, brugte magi for at komme fra det ene tag til det andet, og vi forestillede os, at han gik på en lysstråle. Tankerne løb løbsk for os begge, som vi sad der og hyggede os med historien, som udspillede sig for vores indre blik. Vi var tæt på at kunne høre råbene og se lyset stråle i mørket oppe fra taget.

At Manolo så ville noget andet end at løbe rundt på et tag, da eventyret skulle skrives, er en anden historie, for som vi ved, så får personerne ofte deres eget liv. Men, inspiration, personer og tanker blev skabt den aften. En aften, som var fyldt med magi.

Da vi kom fra ferien, satte jeg mig fluks ved computeren, godt ansporet af min ældste søn, der hver dag ville høre det, jeg havde fået skrevet, og vi glædede os over vores herlige samtaler om de forskellige personer, der optræder i bogen. En bog, som begge mine drenge glædede sig meget til at stå med i hånden, og jeg håber, at den vil bringe lige så megen glæde for jeres børn, som den har gjort for mine.

Eventyret har sat sig så dybt et spor i os, så alle æsler, vi måtte støde på, automatisk får navnet ‘Burro’, og Manolo er næsten blevet en del af vores familie, så hvis vi støder på navnet et sted, så taler vi om “Manolo – Det magiske sværd.”

Her nogle skønne fotos af nogle vilde æsler, som vi stødte på under en ferie i USA i år. De kom naturligvis også til at hedde ‘Burro’ 🙂

Eventyrlige hilsener
Malene Rossau 🙂

Bogen om Hakikta Najin Jordan

Kære Læser,

Tak for din interesse for min kommende bog om lakota sioux-indianer Hakikta Najin Jordan. Hakikta var ambassadør for Lakota Nationen (Sicangu) til Danmark og modtager af Bronze Star og Purple Heart.

Hakikta var på så utroligt mange områder en fantastisk spændende person. Et menneske, der konstant var i bevægelse og derved oplevede mere i sit liv, end mange af os når. Hakikta var også et menneske, der gjorde en positiv forskel for mange på sin vej.

Bogen skrider roligt fremad dag for dag, og jeg færdiggører i øjeblikket kapitlerne vedr. Hakiktas deltagelse i Vietnam-krigen, som han modtog hæder for i form af The Bronze Star Medal samt The Purple Heart Medal. Hakikta var marinesoldat og deltog i krigen som paramediciner (helikopterambulance).

Det er utroligt givende at få lov at følge Hakiktas liv tæt gennem mine skriverier samt gennem mit tætte samarbejde med hans enke, Marianne Tretow-Loof Jordan, og jeg er meget glad for, derigennem, at kunne videreformidle hans historie samt, ikke mindst, hans positive budskaber. 

Her følger et lille sneak peek fra kapitlerne om Vietnam:

…Al den smerte, vi dagligt konsumerede mentalt, blev normalvist søgt forløst i breve, og som jeg befandt mig der i lejren dag efter dag, aften efter aften, med min M-16 som tro følgesvend, savnede jeg også nogen at skrive hjem til. Jeg betragtede stille mine kammerater, mens de skrev breve til deres kære.

”I would always want to send a message home, but to who, where’s home?”

Hvem skulle jeg skrive til? Jeg havde ikke været i kontakt med min familie længe, og jeg var dårligt klar over, hvilken adresse de befandt sig på. Jeg havde løbet så meget siden min barndom og været på så meget prærieland, at dette blot havde været et afsæt til at løbe endnu mere. Rodløsheden havde sat sine kløer i mig. Jeg følte mig uafhængig som ørnen, men ikke fri. Her i krigens mørkekammer var jeg som en stækket ørn, uden chance for at undslippe for at følge min frie natur.

Jeg husker stadig den sidste rigtige samtale, jeg havde med min kammerat, min ”ole buddy”, min allerførste premierløjtnant og senere kaptajn, inden det hele blev til et galehus. Det var en meget varm nat i 1964. Jeg kunne ikke sove og listede forbi mine sovende kammerater og ud i natten. Min kaptajn, Kris, spurgte mig stilfærdigt:

”’Jordan, how come you never write home like everybody else?’ I said: ‘I ain’t got nobody at home who cares!’ He just sat there and after about five minutes, said, ‘Shit, you probably can’t write anyway and smoke signal just don’t work no more, do they?’ We both laughed so hard we started to cry, or at least we blamed the tears on the laughing.’”

Efter vi havde tørret vores tårer, fortalte Kris mig om “vores ordrer”, nemlig at vi skulle i kampoperation kl. 0700. Alt, hvad han sagde, var:

”I just have a funny feeling that this is our big one, so we all better heads up.”

“Jeg har bare en mærkelig fornemmelse af, at dette bliver det helt store, så vi må sørge for at være forberedt.”

Copyright: MOTIVATEme BOOKS

Jeg vender selvfølgelig tilbage senere med mere nyt om bogen på sin vej mod udgivelse.

Er du interesseret i at høre et foredrag af Hakikta’s enke, Marianne Tretow-Loof Jordan, kan hun bookes til et foredrag om sin tilværelse med Hakikta, indianske traditioner og og/eller spiritualitet. Tjek www.Hakikta-Najin.dk for kontaktdetaljer til Marianne samt bookingforespørgsler.

Tak fordi du læste med.
Mange forårshilsener

Malene Rossau